Apple Music

Apple Music på iPad med en Apple HomePod som afspiller

I dag findes der et hav af streamingtjenester: Spotify, Apple Music, SoundCloud og Prime Music. Ja, selv sen-halvfemsernes største piratplatform, Napster, er genopstået fra de døde og lever nu videre som streamingtjeneste.

Apple Music på iPad med en Apple HomePod som afspiller

Når man står overfor så stort et udvalg af muligheder, kan det synes uoverskueligt at skulle beslutte sig for, hvilken tjeneste man selv skal vælge. Når man tænker på, at tjenesterne ofte har over 50 millioner musiknumre, bliver det næsten umuligt at regne ud, hvilken tjeneste der bedst repræsenterer ens egen musiksmag, og derudover er der spørgsmål, som hvordan lydkvaliteten er, hvilke abonnementstyper den pågældende tjeneste tilbyder, og hvor meget det koster.

Med over 50 millioner brugere på verdensplan er Apple Music en af de helt store tjenester, og for at hjælpe dig med at finde ud af om den også er noget for dig, er der her en gennemgang af tjenesten, så du kan tage den helt rigtige beslutning.

Streamingens historie, kort fortalt

I løbet af 1960’erne begyndte LP’en at blive erstattet af det meget mindre kassettebånd. I løbet af 80’erne begyndte kassettebåndet så at blive erstattet af CD’en. Hen mod slutningen af 90’erne startede udbredelsen af MP3 filerne. Nu behøvede musik ikke længere have en fysisk form.

Fælles for alle formaterne var dog at du skulle betale for det, du havde lyst til at høre, eller også måtte du tage til takke med den musik radiostationerne var interesserede i at afspille. Sådan var det indtil begyndelsen af millenniet, hvor de første spæde forsøg på musikstreaming så dagens lys. De første spadestik til industrien blev taget i akademisk sammenhæng i løbet af firserne og halvfemserne, men teknologien til at gennemføre ideerne var ikke til stede.

Det første store offentlige forsøg på at gøre musik digitalt tilgængeligt kom med Napster, der var et peer-to-peer fildelingssystem, der forsøgte at gøre især musik og film gratis tilgængeligt for sine brugere via internettet.

Selvom de første forsøg på at udbrede musik via internettet endte med at blive lukket ned, fordi de var i uoverensstemmelse med lovgivning om ophavsretten, var det alligevel tydeligt, at der var et uudnyttet potentiale i den digitale distribution.

Der gik da heller ikke længe, før de første streamingtjenester åbnede deres døre for verden. Modsat de tidlige forsøg i slutningen af halvfemserne var det ikke længere en gratis distribution, men derimod en distribution af musik på medlemsbasis.

Den dag i dag er der en lang række tjenester, der udbyder musikstreaming via abonnementer. Blandt dem er Spotify, Deezer, SoundCloud, Prime Music og Apple Music. For et månedligt beløb får brugeren adgang til tjenestens musikbibliotek.

Men med så mange tjenester, hvilken skal man så vælge?

Pige har iPad i hånden med Apple Music logo

Hvorfor skal jeg vælge Apple Music?

1. Stort udvalg

Noget af det første, man skal kigge på, inden man vælger streamingtjeneste, er udvalget. Det kan være svært at finde ud af præcis, hvilke sange en tjeneste giver adgang til, men et glimrende sted at starte er at se på antallet af sange tjenesten tilbyder, og her er Apple Music med helt fremme i feltet. Du får med et abonnement hos Apple Music adgang til 50 millioner sange, så der er næsten garanti for, at du kan finde noget der falder i din smag.

2. Gratis prøveperiode

Hvis du stadig er usikker på, om Apple Music er noget for dig, så er det heldigt, at Apple tilbyder en tre måneders prøveperiode. Det eneste, du skal gøre, er at downloade appen og oprette en bruger. For at få adgang til servicen skal du vælge en abonnementsplan og udfylde dine kreditkortoplysninger, men de første tre måneder bliver du ikke trukket, og du kan kvit og frit afmelde servicen indenfor de tre måneder.

3. Apple Music er ikke kun for iPhones

Selvom ejeren af Apple Music selvfølgelig er Apple, så kan du sagtens bruge tjenesten, selvom du ikke er ejer af en iPhone, men også hvis din telefon eller tablet er en Android, eller hvis du bruger Sonos til at afspille musik. Jeg bruger selv Sonos, og havde god fornøjelse af Apples service i den gratis prøveperiode. Jeg har en Sonos højtaler stående ved siden af min seng, og benytter den fast som en clockradio som kan vække mig om morgenen. Hvis du bruger et Android device, finder du Apple Music i Play Store.

4. God lydkvalitet

Apple Music benytter sig af en 256kbps AAC bitrate, hvilket sikrer en lydkvalitet, der er væsentlig bedre end eksempelvis Spotify, der benytter sig af en 320kbps Ogg Vorbis bitrate.

5. Tidlig adgang

En af de ting, Apple Music har fokuseret meget på, er, hvornår de giver deres brugere adgang til ny musik. Det betyder, at brugere af Apple Music ofte har adgang til ny musik og nye kunstnere, tidligere end brugerne af eksempelvis Spotify og Tidal.

6. Bonus features

Der er mange fordele ved Apple Music. Udover online adgang til tjenestens bibliotek, får du også adgang til radiostationer, og du har også mulighed for at oprette offline playlister. Du kan også tilføje musik, du har rippet fra en CD til dine playlister, og dele alle din playlister med andre. Og selvfølgelig er Siri integreret i Apple Music, så der er også muligheden for at bruge voice commands.

Er der så overhovedet nogen grund til ikke at vælge Apple Music?

1. Dårlig interface

Apple er i mange år blevet rost for deres brugervenlige produkter, men med Apple Music har de ramt ved siden af. Det hele virker mere besværligt, end det burde være. Der er for mange forskellige menuer, og mange af dem virker ved første øjekast, som om de leder til det samme indhold. Derudover er playlists, albums, videoer, sange og andre grupperinger ikke tydeligt opdelt, i stedet kommer de i en lang, vilkårlig rækkefølge, der kan gøre det svært at finde det, du leder efter. Ligeledes giver enhver søgning to lister, den ene viser streamingbiblioteket, den anden viser musik, du har købt for eksempel i iTunes store.

2. Begrænset adgang

Selvom Apple Music både er tilgængeligt på iOS, Android, Mac og PC, er der stadig mange platforme, hvorfra du ikke kan tilgå tjenesten. Blandt dem er Roku, Amazon Fire, Playstation 3, Playstation 4 og en lang række anlæg fra forskellige producenter.

Abonnementstyper

En af de ting, der kan betyde rigtig meget for dit valg af streamingtjeneste, er, hvilken type abonnement tjenesten tilbyder. Har de en konkurrencedygtig studiepris? Er der en gratis prøveperiode? Kan hele familien få adgang via samme abonnement?

Alle abonnementstyper hos Apple Music starter med tre måneders gratis prøveperiode, så længe det er første gang du opretter dig. Hvis du genaktiverer et tidligere medlemskab, har du altså ikke adgang til denne bonus, til gengæld ved du allerede hvad du får ud af tjenesten.

1. Enkeltpersonsabonnement

Som navnet antyder, giver et enkeltpersonsabonnement adgang til tjenesten for en enkelt person. Abonnementet koster 99 kroner om måneden. For de 99 kroner får du adgang til 50 millioner sange og hele dit iTunes bibliotek. Du kan afspille musikken, selvom du er offline.

Der er ingen reklamer på hverken streaming af musik eller musikvideoer. Du kan downloade op til 100.000 sange til dit bibliotek. Appen virker på alle dine enheder. Du kan se hvad dine venner lytter til, og derudover får du også adgang til originale programmer, koncerter, eksklusive udgivelser og Beats 1 live- og on-demand-radioprogrammer.

2. Studieabonnement

Det første, der skal bemærkes, er, at studieabonnementet kun er tilgængeligt for studerende på videregående uddannelser, og at dette skal verificeres ved købet. Til gengæld koster studieabonnementet kun halvt så meget som et enkeltpersonsabonnement, prisen er nemlig 49 kroner om måneden, og for de 49 kroner får du adgang til at det samme, som hvis du havde købet et enkeltpersonsabonnement. Der er derfor nærmere tale om en studierabat, end der er tale om et egentligt separat abonnement.

3. Familieabonnement

Det forholder sig dog anderledes, når vi når til familieabonnementet. Prisen på abonnementet er 149 kroner om måneden, til gengæld er der også adgang for op til seks personer, der får hver deres login til tjenesten.

Selvfølgelig får de seks personer adgang til de samme ting, som hvis de hver især havde købt et enkeltpersonsabonnement. De får altså adgang til 50 millioner sange, samt hele deres individuelle iTunes biblioteker. De kan afspille musikken både online og offline. Der er ingen reklamer på hverken streaming af musik eller musikvideoer. De kan hver især downloade op til 100.000 sange. Appen virker på alle godkendte enheder (iOS, Android, Apple Watch, Mac og PC). De kan se hvad hinanden og deres andre venner, der bruger appen, lytter til, og selvfølgelig er der også adgang til originale programmer, koncerter, eksklusive udgivelser og Beats 1 live- og on-demand-radioprogrammer.

Derudover giver abonnementet også adgang til to ekstra features. Nemlig at man kan dele indhold med hinanden, og man kan dele iTunes-køb med hinanden. Det betyder at skulle der være en sang der ikke findes på tjenesten, men som kan købes på iTunes, så behøver abonnenterne kun betale for den en enkelt gang. Efterfølgende kan den deles med resten af familien. Begge disse features kræver dog at abonnenterne er sat op til iCloud-familiedeling.

Opsummering

Med Apple Music får du altså følgende:

  • 3 måneders gratis prøveperiode
  • Over 50 millioner musiknumre
  • Adgang til et stort udvalg af musikvideoer
  • Adgang til radio, koncerter og eksklusive udgivelser
  • Adgang til Beats 1 indhold
  • Høj lydkvalitet
  • Tidlig adgang til ny musik
  • Adgang via flere enheder
  • Konkurrencedygtig pris
  • Ingen reklamer
  • Mulighed for studieabonnement
  • Mulighed for familieabonnement for op til seks personer.

Konklusion

Apple Music er bestemt et godt valg til en streamingtjeneste, hvilket også afspejles i tjenestens høje antal brugere. Selvfølgelig kan man sammenligne med Spotifys 207 millioner brugere på verdensplan og tænke at så er Apple Musics 50 millioner alligevel ikke så mange, men der skal man huske på at Spotify har mulighed for gratis adgang, hvor man til gengæld skal finde sig i reklamer. Til sammenligning er alle Apples 50 millioner brugere betalende kunder.

Du bør især overveje Apple Music, hvis du er til god lyd og gerne vil have adgang til den nyeste musik lidt før alle andre, og så kan det helt sikkert betale sig at oprette et familieabonnement, hvor prisen kan falde helt ned til 25 kroner pr. person pr. måned.

Skriv den første kommentar til "Apple Music"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*